Maja Kjær si Orkester // Thy Folkemusik

Maja Kjær si Orkester spiller forbudt folkemusik. Uanset hvordan man vender det, er orkestret nemlig sammensat af forbudte elementer - altså historisk set. Violinen var i gamle dage symbol på djævelen, tromme var ikke et “ægte” instrument, cimbalom (hakkebræt) var forbeholdt de udstødte i samfundet, og mæssingblæs har ikke altid været “folkeligt” nok til folkemusik.

Det er ikke den gængse “Nordic Folk” instrumentbesætning der præger Maja Kjær si Orkester. I stedet er der skruet godt op for nuancerne i dette nye lydtapet; klaveret er blevet erstattet af et cimbalom, i stedet for bassen har Maja valgt en tuba, og trommesættet er skiftet ud med en type percussion, som favner både den dybe, mørke urkraft og de sarte, lyse vintermorgener. Violinerne har fået lov at forblive som de er, fordi de netop er den lim, der får det skæve lydtapet til at stå lige. Dertil kommer diverse gæster - trompet, klarinet og sopransaxofon - som giver tapetet en ekstra tand på farve-paletten.

På live-scenen sætter Maja Kjær si Orkester fokus på fællesskab og nærvær med deres omvendte 360°-koncerter, som er en tæt-på og taktil oplevelse for både publikum og musikere. Her er grænsen mellem scene og stolerækkerne væk. Musikere og publikum befinder sig mellem hinanden, for at lade det menneskelige nærvær supplere det musiske samspil når de spiller live - Maja Kjær si Orkester ønsker nemlig at give publikum oplevelsen af dansen og fællesskabet i musikken tilbage. Og sådan får selv et siddende publikum fornemmelsen af den kommunikation og "samtale" med musikerne, som dansere ofte har. Det er helt uden filter, og en fantastisk oplevelse! Og skal der danses til, foregår det rundt om orkestret.

Det særlige budskab Maja Kjær si Orkester ønsker at give er, at ingen musik er “sin egen” - kultur og musik er et sammensurium af indflydelser fra alle mulige steder, og de har udviklet sig mellem mennesker hvis veje har krydset hinanden i alle dele af verden langt tilbage i historien. Og det vil de også blive ved med. Så hvis vi gør musikken til et samlingspunkt - i stedet for at vurdere musikkens eller kulturens ægthed, oprindelse og værdi (eller mangel på samme) - så kan vi både dyrke og styrke det gamle og det nye, det fremmede og det familiære, og både mennesker og musiklivet vil blive rigere af det.