Ydun salen er en lille koncertsal beliggende i hjertet af Vesterbro. Salen rummer op til 50 publikummer og er udsmykket af guldalderkunstnerne Constantin Hansen (1804 - 1880) og Georg Hilker (1807 - 1875). Salen står til rådighed for udlejning til såvel musikalske som andre arrangementer og rummer et lille Boston A-flygel sponsoreret af Juhl-Sørensen.
Baggrund og formål
Ydun salen slog dørene op i juni 2020. Om dagen bliver salen brugt som mødelokale i Nordic Artists Managements kontorfællesskab. Nordic Artists Management er et af nordens førende klassiske musikagenturer og tillige dem, der står for udlejning af salen.
Om aftenen og i weekenderne lægger salen hus til en række forskellige arrangementer, herunder koncerter, litteraturoplæsninger, korprøver, fotosessions og meget mere.
Der er adgang til køkken, bad og garderobe, og salen er godkendt til at rumme 50 personer.
Om salen
Constantin Hansen var en dansk maler, som spillede en væsentlig rolle i dansk guldalderkunst. Ved siden af portrætter og arkitekturmalerier var han især optaget af religiøse og mytologiske motiver.
Under en af Hansens rejser, som Kunstakademiet ydede støtte til, mødte han dekorationsmaleren Georg Hilker. Selvom Hilker også udstillede som landskabsmaler, er det hans kunstneriske opfattelse af dekorationsmotivet, som han i dag huskes bedst for.
Sammen har de to guldalderkunstnere bl.a. udsmykket Københavns Universitets vestibule. Her malede Hansen de mytologiske figurer, mens Hilker tog sig af dekorationer og indramninger.
Det er Hansen og Hilker, der har samarbejdet om udsmykningen af den gamle Apotekerlejlighed på Vesterbrogade 72, hvor Ydun salen ligger. Her finder vi bl.a. et billede af Ydun, eller Idun, som er ungdommens gudinde i Nordisk mytologi. Hun forvalter de guldæbler, som giver aserne evig ungdom. Uden æblerne ville de ældes og dø.
Det er Ydun, der lægger navn til salen.
Hvis I har nogle spørgsmål, eller gerne vil leje salen, er I velkommen at kontakte os via ydun@nordicartistsmanagement.com