Høst Møn er sommerens sidste festival. Det er elektrisk guitar og dramatisk synth. Det er økologisk fadøl og lokalbrygget gin. Det er fællesspisning under kulørte lamper på en campingplads med havudsigt, stjernehimmel og træk-og-slip. Du kan gøre, hvad du vil på Høst Møn - med eller uden børn. Omgivelserne er trygge, og rammerne er vide, og hvis du vil bade om natten og drikke om morgenen, så kan du gøre det, så længe du ikke snakker foran scenen, når der er musik.
Høst Møn er en festival for mennesker, der gerne vil lytte til musikken. Vi booker bredt fra branchedarlings til de små spillesteders snavsede juveler. Der kommer mindst 10 bands på årets festival, og de første navne vil blive annonceret i starten af det nye år. Vi sælger 550 voksenbilletter og 150 børnebilletter, og vi glæder os meget til at se jer.
Høst Møn 2021 er udsolgt.