School of X udgiver nyt album, Seventh Heaven, og annoncerer forårsturné, der tager ham forbi syv danske byer.
School of X, aka. Rasmus Littauer, står bag internationalt anerkendte albumudgivelser og har tidligere samarbejdet med kunstnere som Liss, Trentemøller, MØ, Deb Never, The Minds of 99 m.fl. I foråret 2024 kunne han opleves på festivalen by:Larm i Oslo, og i løbet af efteråret spillede han en række store udenlandske koncerter som support for Trentemøller.
Den 1. november udkom hans album Seventh Heaven via Tambourhinoceros. Med albummet har School of X destilleret to års skrivearbejde ned til en omhyggeligt kurateret liste af 10 sange. Albummet og dets titel udforsker, hvordan stræben efter absolut lykke og perfektion i livet er en utopi. Men håbet om at nå dem er der stadig.
På singlen “I Wanna Dive in the Seven Seas” forener School of X akustiske og rå guitarer med luftige strygere og fanger følelsen af tovtrækkeriet mellem voksenlivets rutiner og en stærk udlængsel og lyst til at tage chancer — eller risici.