Danefae inviterer til en særlig aften på Studenterhuset, når de fejrer udgivelsen af deres andet album, Trøst. Med deres unikke blanding af progressiv metal og nordisk tonalitet skaber bandet et lydunivers, hvor natur, myter og personlige fortællinger flettes sammen.
Frontfiguren Anne Olesen står i centrum med sine dansksprogede tekster, der trækker på alt fra gamle danske sagn til moderne litteratur. Musikken balancerer det komplekse og dynamiske med melodiske og fængende passager – skabt til både at udfordre og engagere. På det nye album har bandet skruet op for tyngden og samtidig raffineret deres lyd, der nu står skarpere og mere sammenspillet end nogensinde før.
Til denne koncert kan publikum se frem til at opleve Danefae udforske hele følelsesregistret – fra de mest intime øjeblikke til monumentale kompositioner. Det bliver en fejring af både musikalsk nysgerrighed og et band, der for alvor har fundet sig selv.